Mari Storstein / Norge / 2025 / 88 min.

Min første kærlighed

Ella står på tærsklen til voksenlivet, og er klar til at leve livet på sine egne præmisser. Voksenlivet viser sig dog at være mindre frit, end hun havde forestillet sig. Midt i det hele møder hun for første gang kærligheden, som åbner verden i et øjeblik, hvor det ellers føles som om, den lukker sig om hende.

Som de fleste andre på hendes alder har Ella længe drømt om at flytte hjemmefra, få sin egen studielejlighed og mærke voksenlivets frihed. Hun har levet hele sit liv i en kørestol, og er vant til at være afhængig af andre. Men et afslag fra kommunen knuser drømmen om et mere normalt ungdomsliv. Det nye kapitel af selvstændighed, som hun havde ønsket sig, er helt forandret. Hun bliver i stedet sendt til en institution med systemer og regler, hvor hun for første gang i sit liv for alvor mærker sin egen afhængighed. Og så sker der noget uventet midt i det hele: Ella bliver forelsket. For første gang. En ny, sitrende følelse, der sprænger rammerne i en hverdag, der ellers er styret af faste rammer. Det er en livsbekræftende film om at være ung og stå midt i overgangen til voksenlivet, om længslen efter frihed, retten til at vælge sit eget liv og mødet med den første kærlighed. Filmen efterlader rum til samtaler om kærlighed, unge med handicap og de strukturer, der enten udvider eller indskrænker et ungt livs muligheder. 

Visninger i skoleprogram

22 Sep 2026
Vue Fisketorvet (Sal 5)
12:00 - 13:58
Tirsdag

+ Efter visningen: Krop, kærlighed og grænser

Hvordan taler man om kærlighed, krop og grænser på en måde, der både er ærlig, tryg og til at spejle sig i? Efter visningen af Min første kærlighed møder eleverne Sex & Samfund, der åbner for en samtale om forelskelse, seksualitet, forskellige kroppe og retten til selv at bestemme over sit eget liv. Med afsæt i filmens fortælling taler vi om, hvordan kærlighed og intimitet kan se ud på mange forskellige måder, og hvordan man kan sætte ord på det, man har lyst til, ikke har lyst til, eller er usikker på. Samtalen giver eleverne mulighed for at reflektere over krop, forskellighed, selvstændighed og relationer. Eventet kan bruges i dansk- og seksualundervisning som afsæt for samtaler om normer, relationer, selvbestemmelse og respekt for egne og andres grænser. Samtidig får eleverne et trygt rum til at tale om krop, køn og seksualitet med en organisation, der arbejder for alle menneskers ret til at bestemme over egen krop.

Credits

Dansk titel

Min første kærlighed

Original titel

Min første kjærlighet

Instruktør

Mari Storstein

Sprog

norsk

Land

Norge

År

2025

Spilletid

88 min.

Undertekster

engelsk

Info til lærere

Fag

Dansk

Emner

Forskellighed / Identitet / Kærlighed / Nordisk sprog og kultur / Samfund

Klassetrin

7. - 10. klasse