Hvordan danser en ballon egentlig? Og kan én dans få hele Kongens Have til at bevæge sig?
Det kan I prøve, når danser og koreograf Emilie Brooklyn lærer jer den helt særlige Betty Ballon-dans, som hun har skabt til den nye danske børnefilm Betty Ballon.
Dansen optræder til en af sangene i filmen, og efter visningen i Cinemateket flytter den ud af biografen og ind i Kongens Have. Her viser Emilie trinene ét for ét, inden musikken bliver skruet op, og alle bliver inviteret med til en lille pop-up-dansefest.
Emilie Brooklyn er professionel danser og koreograf med mange års erfaring fra den internationale dansescene, men her er det hverken erfaring eller perfekte dansetrin, der tæller. I skal bare have lyst til at bevæge jer og være med.
Har I lige set Betty Ballon, kan I følge med direkte fra biografen og ud til dansen. Men I behøver ikke kende Betty på forhånd, for alle kan kigge forbi, lære trinene og danse med.